Katrine husker tydeligt episoden. Hun havde besvær med at lægge en urinpose på den slappe penis af en handicappet mand.
”Så han spurgte: Kan du ikke bare onanere mig,” erindrer Katrine.
Som handicaphjælper har Katrine i en årrække været udsat for sexchikane fra mandlige handicappede, der ikke kan tage vare på sig selv.
Hos de i alt fem mænd, hun har passet, har fire af dem udsat hende for seksuel chikane.
Enkelte gange har det været direkte seksuelle opfordringer, mens chikanen andre gange har haft karakter af lumre bemærkninger, sexfikserede kommentarer og spørgsmål.
Særlig slem var det med én mand, som Katrine passede.
Sexfikseret bruger
”Han gik meget op i, hvordan jeg så ud. Han kommenterede mine bryster og mit udseende og fortalte, hvad han synes var lækkert. Han forsøgte hele tiden at småflirte. Og når man står med en person, der er nøgen og skal vaskes i alle ender og kanter, kommer det bare for tæt på,” siger Katrine.
Hun havde dog meget svært ved at sige fra over for manden, som var lam fra ryggen og ned og end ikke kunne bevæge sine hænder.
For det første var han arbejdsgiver og betalte hendes løn. For det andet havde Katrine svært at sige fra over for den mere subtile chikane uden at virke sippet.
Hun prøvede i stedet at afvise ham med venlige kommentarer og begyndte at ændre sin påklædning.
”Jeg begyndte med vilje at gå meget poset klædt, fordi jeg ikke brød mig om at blive kommenteret på min krop i sådan en intim situation. Jeg brugte ingen make up eller noget som helst, for jeg ville ikke signalere noget seksuelt. Så med tiden blev jeg mindre og mindre interessant for ham,” fortæller Katrine om oplevelsen.
Blev fyret
Den mandlige handicappede døjede også med andre problemer som eksempelvis alkohol. Og da Katrine, udover sexchikanen også begyndte at sige fra over for det, blev det nok for manden.
Katrine fik en fyreseddel og stoppede fra den ene dag til den anden.
I dag arbejder hun ikke længere med handicappede. Men oplevelserne har sat sine spor.
”Nu, hvor jeg er kommet ud af det, kan jeg mærke, hvor tungt, det har været. Efterfølgende gik jeg ned med udmattelse og depression. Og selvom det ikke kun drejede sig om sexchikanen, spillede det også ind. Man vil jo så gerne hjælpe disse mennesker, og så er det hårdt, når de misbruger ens tillid og går ind og overskrider alle grænser for, hvad man kan tillade sig som handicappet.”
Bør være en tredje part
Ifølge Katrine er det dybt problematisk, at den handicappede både er svag og stærk i relationen til hjælperen. Svag fordi han ikke kan passe sig selv. Stærk fordi han er arbejdsgiver og har retten til at fyre.
Katrine mener, at hun ville have godt af at tale med en tredje part, så der kommer en vis afstand til den handicappede bruger i tilfælde af uoverensstemmelser.
”En form for supervision kunne virkelig hjælpe både brugere og hjælpere. For det er enormt vigtig, at man har en at tale med om de problemer, der kan være. Det kunne være en socialrådgiver eller psykolog - en eller anden tredje instans - som kan holde øje med brugeren og sørge for, at han ikke går ud af en tangent og udnytter og fyrer hjælperne, som det passer ham.”
Katrine er ikke hjælperens rigtige navn. Af hensyn til de tidligere brugere, ønsker hun at være anonym. Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen.
I efteråret 2009 fik handicaphjælperne for første gang en overenskomst.
Aftalen blev indgået af Dansk Erhverv og DI på den anden side og FOA og 3F på den anden side.
Overenskomsten betyder blandt andet, at hjælperne nu får pension, barsel og løn under sygdom.