Hjælp dit hjerte mod skifteholdsarbejde

Rapport fastslår, at skifteholdsarbejde øger risikoen for blodpropper markant, men du kan selv minimere den.

Et vækkeur, der ringer klokken ni om morgenen den ene dag og klokken 3 om natten den næste.

Skiftende arbejdstider slider på helbredet, og ifølge en ny rapport øger skifteholdsarbejde risikoen for blodpropper i hjertet med 23 procent. Og det er et ret højt tal, vurderer sundhedschef i Hjerteforeningen Charlotte Kira Kimby.

- Nu skal man jo ikke gå i panik, fordi man har skifteholdsarbejde. Man skal i stedet kigge på det samlede billede af den risiko, man har for hjerte-kar-sygdomme. Har man skifteholdsarbejde, så kan man jo gå ind og se på resten af ens livsstil, siger hun.

Det er britiske forskere, der har set 34 undersøgelser igennem med over to millioner deltagere for at vurdere arbejdstidens effekt på hjertet. Den forhøjede risiko på 23 procent, de har fundet frem til, er dog ikke på niveau med andre kendte risikofaktorer ifølge Hjerteforeningen.

- Man skal se på kosten, motion, søvnvaner, tobak, alkohol og saltindtag. Man kan sagtens leve ganske fint og sundt med skifteholdsarbejde, hvis man minimerer sit generelle risikobillede, siger Charlotte Kira Kimby.

I Danmark har 17 procent af befolkningen skifteholdsarbejde, og er man en af dem, er det en god idé at droppe smøgerne, dyrke motion, spise mindre salt, drikke mindre alkohol og spise sundt.

Ud over de ovennævnte råd, er det en god idé at holde øje med sine tal. Man kan besøge sin læge og få tjekket sit blodtryk, kolesteroltal, blodsukker og vægt.

- Vi ønsker ikke at skabe frygt i befolkningen, men vi vil gerne gøre opmærksom på, at man kan gøre meget selv. Selvom man ikke kan ændre sin arbejdstid, kan man godt leve sundt med skiftende arbejdstider, siger Charlotte Kira Kimby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.