Søndagens opgør mod franske Chambery var nok Bjerringbro-Silkeborgs mest oplagte chance for at hente den første sejr i Champions League-turneringen.
Og missionen lykkedes på hjemmebane for de danske håndboldherrer, som besejrede franske Chambery med 25-23 efter en nervepirrende afslutning, som Rasmus Lauge sætte punktum for i sidste øjeblik.
BSV var ellers bagud i store dele af kampen, og efter at have været bagud med tre mål 10 minutter inde i anden halvleg fik den midtjyske klub pludselig godt tag i franskmændene, og med et kvarter igen stod det 18-18.
Så kunne Bjerringbro-Silkeborg lugte chancen for en historisk triumf.
I slutminutterne var BSV lige ved at få gummiarm, og en komfortabel føring blev sat over styr, da franskmændene fik reduceret til 23-24 med et minut igen.
BSV-træner Carsten Albrektsen tog timeout, de holdt på bolden og Rasmus Lauge afgjorde kampen for BSV 10 sekunder før tid med en scoring til 25-23.
Egentlig havde BSV ikke opnået direkte kvalifikation til Champions League, men da AG København gik konkurs tidligere på året, besluttede det europæiske håndboldforbund (EHF) at tildele jyderne pladsen i den prestigefulde turnering.
/ritzau/