Ekstra Bladet offentliggør nu den lydfil, hvor TV2-journalist Rasmus Tantholdt siger, at han fik oplysninger om en hemmelig mission i Irak fra tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor, Jakob Winther.
Hør lydfilen her
Rasmus Tantholdt fortæller om lækagen til journalist Nils Giversen fra DR. Her siger Tantholdt:
"Det var fuldstændig åndssvagt af ham (Jakob Winther, red.). Han var muligvis også lidt småstiv. Vi havde siddet i flyveren og fået lidt og sådan noget," siger Rasmus Tantholdt på lydfilen ifølge Ekstra Bladet.
Jakob Winther afviser dog, at han overhovedet var med på den våde hjemtur fra Irak, som Tantholdt ellers taler om.
"Det er rigtigt, at der blev drukket på den hjemtur. Det har jeg også hørt fra andre, men jeg var ikke til stede," siger Jakob Winther til Newspaq.
Lækage sker før selve jægersoldaternes mission, og spørgsmålet er derfor rejst om, hvorvidt oplysningen bragte soldaternes liv i fare, fordi fjenden nu kunne vide, at de kom.