Mens verden spekulerer i, hvorfor kendisparret Angelina Jolie og Brad Pitt mon har valgt at lade sig skille, er der kun én ting, der optager sidstnævnte: børnene.
De seks børn, som parret i fællesskab har myndigheden over, går nemlig en hård tid i møde, frygter Brad Pitt.
Og i den første udtalelse efter skilsmisse-bomben, fortæller han til people.com, at de er hans førsteprioritet lige nu.
- Jeg er enormt ked af det, men det, der betyder noget nu, er vores børns velbefindende. Jeg beder pressen om at give dem den fred, de har brug for i denne svære tid, siger han.
Siden de fandt sammen i 2004, har Brad Pitt og Angelina Jolie været kendt som et af de mest berømte par i showbiz. For to år siden lod de sig gifte i Sydfrankrig, men nu er ægteskabet altså slut, har Jolie meddelt via sin advokat i en udtalelse.
- Beslutningen er taget af hensyn til familiens velbefindende. Hun vil ikke kommentere beslutningen, og hun beder om, at man vil respektere privatlivets fred i denne stund, siger advokat Robert Offer ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Brad Pitt og Angelina Jolie mødte hinanden under indspilningerne til filmen "Mr. & Mrs. Smith".
/ritzau/FOKUS