I Gaza jubler lokale ledere over den tidligere israelske præsident Shimon Peres' død, mens den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, på Vestbredden bruger udtrykket "modig" om den israelske politiker.
Den islamistiske, palæstinensiske bevægelse Hamas styrer Gaza-striben, og her siger en talsmand:
- Det palæstinensiske folk er lykkelig over denne kriminelle persons død.
- Shimon Peres var en af de sidste grundlæggere af besættelsen. Hans død markerer afslutningen på en æra i fortællingen om den israelske besættelse, mener talsmanden, Sami Abu Zuhri.
Præsident Abbas har en helt anden reaktion på, at Shimon Peres - den tidligere israelske premierminister og præsident - døde onsdag morgen, 93 år.
Den palæstinensiske selvstyreleder betegner Peres som en "modig" partner for fred.
- Peres var en vigtig partner til at indgå en modig fred mellem martyren Yasser Arafat og premierminister Yitzhak Rabin. Han har til stadighed gjort forsøg på at nå frem til en varig fred baseret på Oslo-aftalen, og det skete indtil det sidste øjeblik i hans liv, siger Abbas ifølge nyhedsbureauet Wafa.
Mens Peres onsdag rundt om i verden er blevet hyldet som en fredsmager, er der stadig mange palæstinensere, der anser ham for at være en krigsforbryder.
De henviser til den direkte rolle, han spillede, da Israel i 1996 bombede en FN-flygtningelejr i Qana i det sydlige Libanon. Over 100 civile palæstinensere blev dræbt.
Det er også det, som den tidligere talskvinde for det palæstinensiske selvstyre Diana Buttu vil huske Peres for.
- Peres var en krigsforbryder uden anger. Revisionistisk historie vil ikke kunne hjælpe på det, siger hun.
Peres, Rabin og Arafat modtog i 1994 Nobels fredspris for at indgå Oslo-aftalen. Det førte til oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre. Det skulle være første skridt til en selvstændig palæstinensisk stat.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.