Fire blev dræbt og mindst 15 blev såret af en palæstinenser, som søndag kørte en lastbil ind i en gruppe soldater i Jerusalem.
Tre af dødsofrene var kvinder, mens den sidste var en mand.
Chaufføren blev skudt og dræbt af soldater. Ifølge politiet kom palæstinenseren fra det besatte Østjerusalem.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at palæstinenseren var tilhænger af Islamisk Stat (IS).
- Vi kender gerningsmandens identitet. Og alt tyder på, at han støttede IS, siger Netanyahu i en erklæring ifølge Reuters.
Billeder viser lastbilen med skudhuller i frontruden. Påkørslen skete på en promenade, hvor der er udsigt til Jerusalems gamle bydel.
Chaufføren i lastbilen forsøgte at ramme soldaterne, da de var ved at forlade en bus, oplyser politiet.
En israelsk buschauffør, som var øjenvidne til påkørslen, siger til israelsk radio, at lastbilen pløjede sig ind i gruppen af soldater.
Soldaterne svarede igen ved at skyde mod lastbilen og chaufføren, som det lykkedes for anden gang at påkøre gruppen.
- De skød ham, indtil de neutraliserede ham, fortæller buschaufføren.
Roni Alsheich, der er den øverste politichef i Israel, siger til journalister, at han ikke vil udelukke, at den palæstinensiske chauffør har forsøgt at kopiere et lastbilangreb på et julemarked i Berlin. Her blev 12 dræbt.
Udenrigsministeriets Borgerservice i København bekræfter søndag eftermiddag på Twitter, at der ikke er danskere blandt de dræbte. Der heller ikke er oplysninger om, at der skulle være danskere blandt de sårede.
Vrede palæstinensere har stået bag en række angreb på jøder i Israel og på den besatte vestbred. Hyppigst ved at angribe jøder med kniv. Men de har også i flere tilfælde brugt biler og lastbiler til at køre ind i folkemængder.
/ritzau/AFP