I en villa på Guldgravervej i Helsingør udviklede en konflikt mellem en gruppe litauiske håndværkere og en gruppe unge med anden etnisk herkomst end dansk sig til knivstikkeri.
Det skriver blandt andre Sjællandske.
I villaen bor en række udenlandske håndværkere, og da politiet ankom til stedet stødte de på seks personer, hvor den ene, en 31-årig mand, var blevet stukket i lysken med en kniv.
Episoden skete sent torsdag aften, og sagsleder ved Nordsjællands Politi, Simon Goodall, siger følgende til Sjællandske:
- Sagen behandles som en kvalificeret voldssag, og vi skal i løbet af dagen have afhørt gruppen af litauere, siger Simon Goodall.
Sjællandske skriver desuden, at "gruppen af litauere var godt påvirket af indtagelse af alkohol".
Gruppen af personer med anden etnisk herkomst end dansk var forsvundet, da politiet ankom.
- Vi vil derfor meget gerne høre fra vidner, som kan have set noget før under eller efter slagsmålet, siger Simon Goodall.
Den 31-årige var ikke i livsfare, men blev kørt til behandling på sygehuset.