Der var hverken rækværk eller en line til at sikre 33-årige Kio Thang, da han i december faldt syv meter ned fra et stillads i Nyborg. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Arbejdstilsynet trækker nu hans arbejdsgiver, Allan Pedersen, som ejer Allan Stillads, i retten med krav om, at han skal betale en bøde på 40.000 kroner for grov overtrædelse af sikkerhedsreglerne.
Og Allan Stillads er langtfra det eneste firma i bygge- og anlægsbranchen, som har overtrådt reglerne, fortæller Lene Teilberg, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet.
- Der er et udbredt Tarzan-syndrom i branchen, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Bygge- og anlægsbranchen står for hver femte sygedag på grund af arbejdsulykker, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik fra 2010.
Arbejdstilsynet har de seneste to år haft fokus på nedstyrtningsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Men selvom det er lykkedes at reduceret antallet med 11 procent, er der stadig virksomheder, der ser stort på reglerne.
- Nogle virksomheder får gentagne påbud, uden at det fører til en varig ændring, siger Lene Teilberg til Fyens Stiftstidende.
- Det største problem i bygge- og anlægsbranchen er, at man accepterer, at der er en risiko for, at man falder ned og slår sig selv til plukfisk, siger tilsynschefen.
Kio Thang fik blødninger nær hjernen, indre blødninger og adskillige knoglebrud, den dag han styrtede ned i Nyborg. Han er i dag sygemeldt og lider af hovedpine og har problemer med den ene arm og det ene ben.
Han ved ikke, om han kommer til at arbejde igen. Hans arbejdsgiver, Allan Pedersen, nægter at have overtrådt reglerne:
- Det er røvuheldigt. Men han er stilladsmand og vant til at slæbe hver dag. Han kunne trække sig selv op i en arm. Han var i utrolig god fysisk form, så når det skulle være, så var det godt, at det ikke var en af os andre fedtpropper, der splattede ud, siger han til avisen.
Kio Thangs fagforening, 3F, lægger sag an mod Allan Pedersen med krav om erstatning, skriver Fyens Stiftstidende.