USA bekræfter, at yderligere to fanger, som er løsladt fra amerikansk fangenskab på Guantanamo i dette års første måneder, er tilbage i kamp for militante grupper.
Ifølge en rapport fra Direktoratet for Nationale Efterretninger, Odni, har i alt ni eksfanger, som er løsladt fra Guantanamo i præsident Barack Obamas regeringsperiode, sluttet sig til militante grupper.
I alt er 161 personer blevet løsladt fra Guantanamo, mens Obama har siddet i Det Hvide Hus. Betydeligt flere blev løsladt under hans forgænger, George W. Bush.
Ud af de 532 personer, som blev løsladt dengang, har 113 sluttet sig til væbnede radikale grupper, viser rapporten fra Odni.
Obama havde håbet at kunne lukke fangelejren allerede i det første år som præsident.
I februar i år fremlagde han en plan for en gradvis lukning, og i de seneste måneder har USA i stigende grad flyttet fanger til andre lande.
Men mange republikanske medlemmer af Kongressen samt nogle af Obamas egene partifæller i den demokratiske lejr er imod en lukning af lejren.
Guantanamo-fangelejren for terrormistænkte blev indrettet i 2002 på den amerikanske flådebase i Cuba efter ordre fra præsident George W. Bush.
Obama træder tilbage i januar 2017.
Da Obama blev præsident tilbage i 2009, var der 242 fanger i Guantanamo, som er en flådebase på en lille stump land af Cuba. I dag er der 61 fanger i lejren.
/ritzau/AFP