Først røg isen. Og nu bør en aarhusiansk vej have et helt andet navn, hvis man spørger den grønlandske studenterforening i Aarhus. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Det er vejen "Eskimovej" i det nordlige Aarhus, der nu er til debat, efter Det Grønlandske Hus og den grønlandske studenterforening i fællesskab har skrevet til byrådet. Ifølge avisen ønsker de at få ændret navnet til Inuitvej eller Arnarulunnguaqvej – efter den grønlandske kvinde, der deltog i den femte Thule Ekspedition i 1921-1924.
- Det ord (eskimo, red.) er et levn fra kolonitiden. Problemet er, at det har nogle konnotationer, vi ikke kan genkende, siger Tanja Nielsen, der er direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus.
Ifølge Aarhus Stiftstidende foreslog socialdemokraterne, Jesper Kjeldsen og Steffen Wich, tilbage i 2023, at vejnavnet skal ændres. Og den støtte kan initiativtagerne til brevet stadig regne med, lyder det fra Jesper Kjeldsen.
Det er fem år siden, navnedebatten sidst rasede herhjemme, efter det amerikanske isfirma Dreyer's Grand Ice Cream meldte ud, at de ville ændre navnet på isen Eskimo Pie, da man mente, det var en nedsættende betegnelse for blandt andre inuitter. Herhjemme var is-producenten Hansens FlødeIs den første til at omdøbe sin Eskimo-is til O’Payo. Året efter blev eskimo-isen definitivt lagt i de evige frysere, da Premier Is og Frisko valgte at omdøbe deres eksemplar til Kæmpe Solbær.