En krop der ikke kan holde til mere topfodbold tvang i sidste uge Peter Graulund til at indstille fodboldkarrieren. Mandag aften var det så tid til at sige farvel til det aarhusianske fodboldpublikum, som Peter Graulund har så stærke bånd til.
Med tårer løbende ned af kinderne sagde han farvel før AGF's kamp mod Randers, og som tak for indsatsen i AGF, gav publikum ham en hyldest af den kuldegysfremkaldende slags. Hovedpersonen var rørt, glad og afklaret.
- Fodbold er jo følelser på både godt og ondt, og i dag var det selvfølgelig godt. Den her aften tager jeg med mig videre i rygsækken.
- Det gik lige i hjertet at gå ind på stadion til over 11.000 mennesker, som gav mig så flot en hyldest, siger Peter Graulund.
Den nu tidligere angriber har ikke haft svært ved at træffe beslutningen.
- Jeg har været afklaret med situationen i lang tid, for med de alvorlige skader jeg har haft de sidste to år, så har karriereafslutningen jo nærmet sig med hastige skridt.
Trods skaderne har Graulund kæmpet for at blive fit, men de seneste måneder har der ikke længere været noget at gøre.
- Jeg har altid presset min krop til det yderste, og jeg har aldrig sat mit helbred i første række. Men det var jeg nødt til nu, siger Peter Graulund.