Et overvældende flertal af socialisterne i det græske parlament har besluttet sig for at stemme for yderligere nedskæringer. Det siger medlemmer af Pasok-partiet til nyhedsbureauet Reuters.
Dermed er sandsynligheden for en godkendelse af de reformer, som premierminister Antonis Samaras har lagt frem, øget. Afstemningen i parlamentet skulle have fundet sted tirsdag, men er udsat til næste uge, skriver BBC.
Reformerne vil forbedre budgetunderskuddet med 13,5 milliarder euro (100 milliarder kroner, red.) gennem besparelser og skattestigninger.
- Hvis aftalen bliver godkendt og finansloven får flertal, bliver Grækenland i eurozonen og slipper ud af krisen, siger premierminister Samaras ifølge BBC.
Tiltagene er afstemt med Grækenlands internationale långivere som betingelse for, at de frigiver endnu et stort milliardlån til regeringen i Athen. Efter måneders forhandlinger blev regeringen og långiverne, Den Internationale Valutafond (IMF) og EU, tirsdag enige.
Den græske finansminister, Yannis Stournaras, præsenterer onsdag formiddag i parlamentet forslaget til finansloven for 2013. Han vil samtidig orientere om de nye besparelser.
Parsok har i uger været skeptisk over for nye nedskæringer i den offentlige sektor, men mandag tilkendegav partiet, at hovedparten af dets parlamentsmedlemmer vil stemme for aftalen.
Ifølge Reuters er opbakningen øget tirsdag, og dermed undgår Grækenland med stor sandsynlighed at gå bankerot i løbet af november. Pasok er det næststørste parti i den nationale samlingsregering.
Et andet venstreparti kaldet Demokratisk Venstre fastholder, at det ikke vil gå med til flere offentlige nedskæringer, der er voldsomt upopulære i den græske befolkning, og som har ført til stor arbejdsløshed.
- En overvældende majoritet af Pasoks medlemmer støtter sparepakken, siger en anonym kilde i partiet.
Kun to af Pasoks 33 parlamentsmedlemmer vil stemme imod, mens to endnu ikke besluttet sig, oplyser han.
Demokratisk Venstre har opbakning fra 16 af parlamentets 300 medlemmer. Regeringen har et flertal på 176 mandater. Derfor skal mindst 10 af Pasoks medlemmer stemme imod for at forhindre reformpakken i at blive godkendt.
/ritzau/