Golfspillerne møder mange udfordringer på den klassiske Saint Andrews-bane i Skotland, men englænderen Paul Casey blev alligevel overrasket, da han gjorde sig klar til at slå et eagly-putt i anden runde ved Alfred Dunhill Links Championship.
En hund listede pludselig ind på banen og snuppede Caseys bold, der lå seks meter fra hullet.
Episoden skete på hul nummer 12, som er et par 5-hul, hvor den tredobbelte Ryder Cup-triumfators bold lå og fristede.
Paul Casey gik runden med svømmeren Michael Phelps, der som "pro am-partner" deltog i en sideløbende turnering, og de reagerede begge med forbløffelse og grin, da den firbenede stak væk med bolden.
- Det er det mærkeligste, jeg har set på en golfbane, siger Paul Casey.
Englænderen endte med at lave en birdie på hullet, da hans eagle-putt blev for kort.
Turneringen føres aktuelt af Branden Grace fra Sydafrika, mens danske Thorbjørn Olesen ligger nummer to.
/ritzau/