Milliarder af kroner i udenlandsk valuta ligger gemt i danskernes skuffer.
Ni ud af ti danskere tager nemlig mønter og sedler med hjem fra udlandet og gemmer dem derhjemme frem for at veksle dem tilbage til danske kroner.
Det viser en ny rundspørge blandt 2.778 danskere foretaget af Kompas Kommunikation for Forex Bank.
- Flere end en tredjedel, af de danskere vi har spurgt, oplever at deres valuta er faldet i værdi, når de er kommet hjem, og at de ikke har været opmærksomme på, at de kan veksle gebyrfrit tilbage og lade andre tage den risiko, siger Joakim Husted, nationschef i Forex Bank Danmark, til Newspaq.
Ifølge undersøgelsen vender ni ud af ti danskere hjem fra ferien med udenlandsk valuta i tegnebogen.
Hele 85 procent af dem undlader at veksle tilbage til danske kroner og gemmer i stedet de udenlandske penge derhjemme. Tendensen er den samme som sidste år, hvor Forex foretog en lignende undersøgelse.
I gennemsnit har danskerne udenlandsk valuta liggende for over 1.000 kroner, men de penge kan komme til at falde betragteligt i værdi, hvis ferievalutaen ligger for længe i skuffen.
Og i en tid, hvor mange danskere må kigge lidt ekstra i lommerne end normalt, overser mange, at de alligevel har lidt overskydende penge liggende på kistebunden.
- Mange er måske ikke helt opmærksomme på, at de har udenlandsk valuta liggende for en overordnet set stor sum, siger Joakim Husted.
Ønsker man ikke den ekstra tur i banken for at veksle efter ferien, anbefaler Joakim Husted i øvrigt, at man forsøger at blive bedre til at gætte, hvad man har behov for af kontanter, når man er på ferie.