Velkommen til en ny sæson af ’Gift ved første blik’ – realityshowet, der ikke bliver kaldt et realityshow, men ”et eksperiment”, fordi det bliver vist på DR, der som bekendt bruger en betragtelig del af bloktilskuddet på at købe hver af medarbejderne en pind, de kan gå rundt med oppe i røven.
Eksperimentet går ud på at hjælpe folk med at finde kærligheden, men dets track record er ikke imponerende. Der er sjældent nogen, der ender i seng sammen, og angiveligt er kun fire af de sidste 12 års (!) par stadig gift. Med andre ord; det er faktisk nemmere at finde kærligheden i ’Paradise Hotel’ – og nemmere at få sex, hvis man er en tøjdukke hjemme hos Henrik Sass og hans delekat.
Vi begynder som sædvanlig med et besøg hos årets deltagere, kort før, de får at vide, at de er med i programmet. Eller, det vil sige, de leger, de ikke ved, de er med. De ved det godt, for ellers ville der jo næppe stå et tv-hold hjemme i deres stue. Altså, medmindre der er sendt et tv-hold ud til samtlige 800 ansøgere. Hvilket ved nærmere eftertanke måske alligevel ikke er urealistisk, fordi … DR. I ved, den store, offentlige arbejdsplads ude på Amager, hvor mellemlederne tager taxaer til og fra arbejde på din regning.
Nå, men sædvanen tro følger to psykologer og parterapeuter os gennem hele programmet. Det er dem, der har matchet deltagerne. Trine og Eivind, hedder de, og de har brugt noget, der hedder en NEO-PI-3 til opgaven. Det lyder som en covid-19-vaccine, men er faktisk en personlighedstest. Der ligesom de fleste covid-19-vacciner indtil videre altså heller ikke har vist sig til megen nytte.
Lasse og Amalie. Foto: DR
Det første nye par vi møder, er Dorthe og Lasse. Dorthe er 41, bor i Kastrup og arbejder i en børnehave. Hun er oprindelig uddannet indretningsarkitekt, siger hun. Jeg er ikke sikker på, at det er en rigtig uddannelse, men hvis der sidder nogle influencere derude, der vil korrigere mig, så skriver I bare til redaktionen. I har adressen fra sidst.
– Her har vi mit køkken. Jeg har selv valgt materialer. Det er om at tro på sig selv, siger Dorthe, og man kan næsten høre B. S. Christiansen sidde og tage noter.
Lasse er også 41, bor i Virum og er politimand. Han er også vild med køkkener. I en sådan grad, at man næsten kan høre Trine og Ervinds NEO-PI-3-test stå og banke oppe i det røde felt.
– Det er mit yndlingsrum. Det har jeg fået renoveret, og det var en kæmpe oplevelse for mig, siger han glad.
Par nummer to hedder Amalie og Otto. De er begge 32 år. Amalie underviser på CBS og bor på Vesterbro. Vesterbro i København, altså, hvilket man dog selv skal regne ud, fordi de indavlede navlepillerne fra DR ikke ved, at der er masser af bydele i Danmark med det navn.
– Det er mit absolutte yndlingsområde i København, siger hun, og allerede her ved vi, at hun nok ikke er helt rask.
Ellers får vi det bekræftet, da vi kort efter ser optagelser, hvor hun bader i det forurenede havnebad.
Otto bor på Østerbro, men LIGNER en, der burde bo på Vesterbro. Han går i spraglet tøj og har det dér lille overskæg, som det mest er bartendere på økologiske juicebarer eller cykelmekanikere i Kødbyen, der har. Otto arbejder som spindoktor hos Moderaterne, og han er dermed allerede forberedt på de kommende ugers nederlag. Ligesom sine partifæller kan han også godt lide at virke som et åbensindet menneske, selvom han slet ikke er det. Eller som han selv siger:
– Jeg kan godt lide at både have venner indenfor mediebranchen, venner indenfor fodbold og venner indenfor … øh, noget tredje.
Nå, men så viser det sig, at Otto også er tryllekunstner, og så stopper drillerierne herfra. For jeg elsker helt oprigtigt tryllekunstnere. Jamen, det er rigtigt. Der er ikke mere at sige om det.
– Amalie og Ottos største styrke er, at de begge to har et ønske om at finde en, de kan få den dér særlige forbindelse med, fortæller psykolog-Trine og leverer et fint eksempel på, hvorfor hun og Eivind er fuldstændig unødvendige for programmet.
Jeg har ikke oplevet noget så enkelt blive formuleret med så mange ligegyldige fyldord, siden jeg selv blev aflønnet pr. anslag. (Bare rolig, det er lavet om nu. I dag får jeg et på forhånd aftalt honorar, og så bliver der fratrukket et fast beløb, hver gang jeg skriver ”luder” eller ”malkeko”).
Lasse skriver et brev til Dorthe. Han håber, de kan have det sjovt, skriver han. Det får hende til at tude. Hun virker ikke helt så svær at imponere. Bagefter bliver de så endelig gift, på en herregård, fordi … DR. Jeg bemærker ikke, hvor Amalie og Otto bliver gift, for jeg er lige ved at google på, om det er rigtigt, at man ikke bør smide ris til bryllupper, fordi duerne dør, når de æder dem. Jeg kan ikke finde et klart svar. Min kone påstår, det bare er noget kirkerne har bildt os ind, fordi de ikke gider feje efter hver eneste vielse. I ved, ligesom de har bildt os ind, at man bliver blind af onani og at julen ikke kun handler om at få gaver. Nå.
Otto synes, Amalie er way out of his league, og hun er da også ret lækker, og Amalie synes, Ottos overskæg er mega cute, så alt er godt dér. De fordrer hinanden med bryllupskage, indtil psykolog-Trine kommer og lægger låg på liderligheden med en tale om, hvorfor de passer så godt sammen. I ved, fordi det jo er et eksperiment og skal passe ind i public service-puljen og den slags.
Til selve bryllupsmiddagen holder Otto tale for sin brud:
– Jeg håber personligt selv, at vi to kan opfinde vores eget spil og så kan vi jo selv finde ud af, om vi skal involvere terninger. Men vi skal hurtigt ud over kortspil og de finurlige ordspil og et sted hen, hvor vi faktisk tør at være sårbare. Det er ikke altid min stærkeste side. Jeg har jeg rejst jordkloden rundt alene, siger han, og jeg aner ærlig taget ikke, hvad han snakker om.
Jeg tror måske, det er ham, der skriver Lars Løkkes taler. Og Jon Stephensens scorereplikker.
Ugens afsnit slutter med, at de to par skal i seng. Men de må ikke sove sammen. De skal være alene på hver deres værelse – altså, hvis man ikke lige tæller kameramanden, tilrettelæggeren og lydmanden med. Amalie havde oprindeligt besluttet at spille kostbar, men nu afslører både hun og Otto, at de faktisk har smugkysset i aftenens løb.
Måske det overskæg alligevel kan noget.