Velkommen til denne uges afsnit af ”Gift ved første blik”. I sidste uge var programmet så kedeligt, at jeg truede med at skifte kanal til TV 2, men det kommer IKKE til at ske i dag. Hvorfor ikke? Fordi TV 2 samtidig sender et program om musikeren Natasja, der døde i en trafikulykke. Hvorfor er det i øvrigt, at Natasja, der var 32, da hun døde, gerne måtte have en kæreste på 16 år, uden det skabte postyr? Det er lidt som om, ikke alle er lige for (jante)loven? Hun var i hvert fald aldrig kommet med i Moderaterne.
Parrene vågner denne uge efter den første nat på deres bryllupsrejser. Som sædvanlig har de tilsyneladende alle sammen sovet med både tøj og makeup på.
Mette og Thomas Foto: Snowman Productions/DR
Mette og Thomas er i Lissabon. Der har jeg aldrig været. Det virker jævnt kedeligt, i hvert fald hvis man er der med sin tvangsgifte ægtefælle. Mette siger noget med, at hun har brug for tid. Hvor meget tid, melder hun ikke noget om, men der er altså kun fire afsnit tilbage nu.
Tine og Jan Foto: Snowman Productions/DR
Tine og Jan er i Amsterdam. Der har jeg været. Det kan jeg desværre ikke skrive nærmere om, men det var noget med en prostitueret, der manglede et ben, en civil politibetjent uden humor, et van Gogh-maleri og en kaffebutik, hvor der slet ikke var nogen, der drak kaffe. Tine synes, at Jan er meget stille. Det er muligvis fordi, hun ikke forstår den kraftige hentydning om, at han gerne vil på McDonald’s. Hun synes også, hun har svært ved at give sig hen til ham. Det skyldes muligvis, at Jan er Liverpool-fan og går rundt i holdets fodboldtrøje. Alt bliver dog bedre, da de ender på en bar, hvor han kan se sit hold spille mod Arsenal.
– Det er megafedt at sidde og heppe lidt på nogle hold, siger Tine, og et eller andet sted tror jeg ikke, hun er så vant til at se fodbold.
Bagefter har de, hvad de selv betragter som ”en dyb samtale”. Det er noget med, om der findes et liv efter det her. Det tror de begge på. Hvis Tine bliver ved med at ryge så meget, finder hun snart ud af det.
Dorthe og Lasse er i Milano. Der har jeg også været. Sammen med redaktøren for nærværende internetmedie, i øvrigt. Derfor kan jeg heller ikke skrive mere om det. Dorthe og Lasse spiser pasta, de selv har lavet, og Lasse græder. Jeg tror dog ikke, de to ting nødvendigvis hænger sammen. Næste dag skal de ud og se et slot. Dorthe synes Lasse er noget så charmerende og sjov, fordi han bare opdigter en masse facts, der slet ikke passer. Det gør jeg også selv. Det var eksempelvis ikke et ben, men en arm, den prostituerede i Amsterdam manglede.
Otto og Amalie Foto: Snowman Productions/DR
Amalie og Otto er i Paris. Der har jeg også været. Før det blev en forstad til Mogadishu, vel at mærke. Otto er bange for at være oppe i en luftballon, men bliver barnligt glad, da han ser et vandløb, han kan hoppe over. Sådan noget bliver mænd aldrig for gamle til. Det er ligesom at finde en flot pind eller et helt ark med bobleplast.
– Man kan godt nogle gange være i tvivl, om Otto er 32 eller 12 år, siger Amalie.
Måske han ville have været noget for Natasja.
Sonny og Laura Foto: Snowman Productions/DR
Laura og Sonny er i Reykjavik. Der har jeg også været. Og uha, det er ugens højdepunkt. Laura synes ikke, det går fremragende, og det er Sonny for så vidt enig i. De er bare uenige om hvorfor. Sonny er træt af, at Laura ikke rigtig gider noget fysisk nærhed. Laura synes, det er Sonnys egen skyld, fordi … noget med, at han ikke prøver hårdt nok. Åh, kvinder, for helvede. Det slutter med, at Laura ligger i sengen og filmer sig selv, mens hun bitcher over sin nye ægtemand.
– Klokken er 22.40. Vi skal køre fra hotellet 6.30. Sonny har ikke pakket endnu, men alligevel har han sat sig ned i baren for at drikke øl. Og det synes jeg bare er SÅ fint, siger hun.
På den dér måde, hvor man skal være advokat for Henrik Sass for ikke at forstå, at det nok forholder sig lige modsat. Åh, kvinder, for helvede. Igen. Hvis du alligevel ikke gider bolle, så lad dog manden drikke hans øl i fred.
– Jeg glemte tiden, fordi jeg kom til at falde i snak med nogle pensionister, forklarer Sonny næste dag, mens parret gør klar til at forlade Island.
Det har jeg også prøvet engang. Altså, hvis Island var Thailand, tiden var mine kone og pensionister var nogle ladyboys, der virkelig kunne blande en ond margarita.
Til sidst kommer der en reklame for et nyt madprogram med Anders Breinholt. Måske bare lige for at minde os om, at selvom programmet stadig er lidt småkedeligt, så kunne det være meget, meget værre.
Søren Baastrup er forfatter, freelancejournalist og Avisen.dk's faste anmelder foto: privat