Gift-rester fundet i økologiske bønner

Pesticider er opdaget i tørrede brune bønner. Smid dem ud, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
De brune bønner er blandt andet solgt til butikker, kantiner og caféer.
De brune bønner er blandt andet solgt til butikker, kantiner og caféer. Foto: Colourbox

Fødevarestyrelsen advarer nu mod et parti tørrede brune bønner, som indeholder pesticidrester.

Det var under en egenkontrolprøve, at importøreren Solhjulet opdagede, at der er rester af pesticidet malathion i de økologiske bønner fra Uganda. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Bønnerne er solgt videre til økologiske butikker, engros virksomheder og gårdbutikker, ligesom kantiner, storkøkkener og caféer også har købt produktet.

Fødevaremyndighederne råder nu alle købere til at kasser bønnerne eller lever dem tilbage til sælger. Det forlyder dog samtidig, at der ingen umiddelbar risiko er forbundet med at spise bønnerne.

De økologiske bønner er solgt i poser med 5 kilo og sække á 25 kilo, og de er mindst holdbar til 01. maj 2013.

Et pesticid er betegnelsen for en gift, der er beregnet til at kontrollere for eksempel planter, insekter, svampe, gnavere og andre organismer, der opfattes som skadelige.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.