Georgiens præsident, Mikheil Saakashvili, havde tirsdag sit første møde ansigt til ansigt med sin sejrrige rival, Bidsina Ivanishvili, efter parlamentsvalget i sidste uge.
Tv-optagelser viser Saakashvili udveksle håndtryk med lederen af oppositionssammenslutningen Georgiens Drøm ved dennes ankomst til præsidentpaladset.
Efter drøftelserne erklærede valgets sejrherre og kommende premierminister, den hovedrige forretningsmand Ivanishvili, at landet "snart vil blive medlem af Nato." Et mål, den vestligt orienterede Saakashvili også går efter at opnå.
Trods en ophidset og hård valgkamp, som fik mange til at forudse uroligheder og voldelige sammenstød, har Saakashvili erkendt sit partis nederlag og lovet en smidig og let magtoverdragelse.
Det vil i givet fald være første gang siden Sovjetunionens sammenbrud, at der sker en demokratisk magtoverdragelse uden problemer i Georgien.
Ivanishvilis Georgiens Drøm har efter valget kontrollen over 84 pladser i parlamentet, som i alt har 150 medlemmer.
Nyhedsbureauet Interfax har skrevet, at Ivanishvili ventes at blive premierminister.
Den franskuddannede Irakli Garibashvili er kørt i stilling til posten som indenrigsminister, mens partiets pressechef, Maya Pandzhikidze, er nomineret til posten som udenrigsminister.
Tidligere fodboldspiller for AC Milan Kakha Kaladze står til at få posten som minister for regional udvikling.
Saakashvili har stået i spidsen for Georgien siden rose-revolutionen i 2003.
Georgien er under hans ledelse rykket tættere på EU, USA og Nato, men er til gengæld kommet på kant med Rusland.
/ritzau/AFP