Det er over 35 år siden, de første graffitistreger blev tegnet på New Yorks beskidte betonmure. I dag har graffiti for længst taget turen fra gaden og ind på verdens kunstmuseer og gallerier. Brooklyn Museum i New York udstillede sidste år tyve værker af graffitiens største navne, og i England bliver graffitimaleren Banksys værker solgt for flere millioner kroner.

Men også herhjemme er interessen for graffitikunst stigende. Ifølge Jeppe Westrup, der ejer Danmarks første galleri for graffiti, Graffitigalleri, er efterspørgslen efter de farverige værker vokset markant. Men graffitiens fantasifulde udtryk henvender sig til en anden målgruppe, end de folk, der normalt frekventerer byens kunstgallerier.

»Køberne er folk i 30-40 årsalderen, der kan huske graffitien fra deres ungdom. Det er deres kunst. De fleste af dem, der kommer her, kommer aldrig på traditionelle gallerier og kunstmuseer,« siger Jeppe Westrup. Han bakkes op af Henrik Marquart, der mandag åbner graffitigalleriet Plain Galleri i København og selv har graffiti hængende hjemme i stuen.

Antiautoritær kunst

Lars Dybdahl er lektor i kunsthistorie i Københavns Universitet og har fulgt graffitiens kunstneriske udvikling. Han er ikke overrasket over, at graffiti i dag udstilles på prominente kunstmuseer.

»Der er en tradition inden for kunsten om at trække på undergrundskulturer. Og graffitiens antiautoritative udtryk går godt i spænd med kunstens tradition for at provokere,« siger Lars Dybdahl. Han påpeger dog, at graffitien kan miste sin kant, når den flyttes væk fra de gader, hvor den opstod.

»Man risikerer at tage kraften ud af graffiti, når den indtager gallerierne og betragtes som kunst. Det mister så at sige sin farlighed, ligesom man har set, at hiphoptøj er blevet mainstream.«

Den vurdering er Henrik Marquart dog ikke enig i.

»Mange af verdens dygtige graffitimalere som Futura 2000 og Lady Pink udstiller deres ting. Jeg synes, at graffiti er kunst. Men det må folk selv afgøre.«