Hundredtusinder af danske lønmodtagere kan blive de helt store tabere, hvis Arbejdsretten giver rødt lys til fagbevægelsens blokader efter konflikten mod Restaurant Vejlegården.
Sådan lyder det fra SF's arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen og fra professor Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet. De venter begge spændt på de tre dommeres afgørelse i den principielle sag, der blev skudt i gang tirsdag.
Hvis Kristelig Arbejdsgiverforening, der har rejst sagen efter Fagforbundet 3F's blokade mod Restaurant Vejlegården, får medhold, er der nemlig intet til hinder for, at der kan indgås overenskomster i Danmark, som kan gøre det svært for lønmodtagerne at få økonomi og hverdag til at hænge sammen.
- Det kan i løbet af en kort en årrække ende med amerikanske forhold på det danske arbejdsmarked. Jeg var i sommer i Atlanta i USA, hvor fagbevægelsen står meget svagt. Og her er en timeløn på 40 kroner indenfor rengøring og restaurationsbranchen meget normalt. Det er den slags, vi i givet fald kan forvente i Danmark, siger Eigil Andersen.
Den opfattelse deler arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen. Han tror dog, sagen ender med at falde ud til fagbevægelsens fordel, og at retten til sympatikonflikt bliver bevaret.
- Men i modsat fald er det en åben invitation til social dumping, hvis fagbevægelsen bliver frataget konfliktretten. Så kan LO's overenskomster blive byttet ud med billige gule. Og så er forudsætningen for hele den danske arbejdsmarkedsmodel forrykket, siger han.