Vil en mand gerne gifte sig med en mand, eller ønsker en kvinde at indgå ægteskab med en kvinde, skal de ikke forvente at kunne holde bryllup i en frikirke.
93 procent af præsterne i de danske frikirker siger nemlig nej til at vie homoseksuelle, viser en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har lavet.
I undersøgelsen har 161 af landets omkring 300 frikirkepræster deltaget.
En af de klare modstandere af homoseksualitet er landsleder af Apostolsk Kirke, Johannes Larsen.
- Biblen er meget entydig på området. Homoseksuel livsstil er ikke i overensstemmelse med Guds tanke for mennesket, siger han til avisen og understreger, at kirken derfor ikke har mandat til at velsigne homoseksuelle.
I Apostolsk Kirke kan homoseksuelle derfor heller ikke have lederposter, men de er velkomne til gudstjenester.
Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske kalder det diskriminerende og bliver bakket op af Thomas Risager, der er præst i Metodistkirken i Odense.
- Homoseksuelle kan have alle positioner her i kirken bortset fra præst. Dybest set handler det om, hvordan man er. Man kan godt være homoseksuel og en god kristen, siger han til Kristeligt Dagblad.
Alligevel har metodistkirken på verdensplan vedtaget, at den ikke vier homoseksuelle, og derfor kan Thomas Risager heller ikke velsigne parrene. Men han har et mere liberalt syn på homoseksuelle end sin frikirke, siger han til avisen.
- Jeg kan ikke tro, Gud vil tilbageholde mennesker sin velsignelse, uanset hvad de er, og hvad de gør, lyder det.