Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
REGIONERNE HAR BESLUTTET, at der skal uddannes såkaldte ”brobygger”-sygeplejersker. Det er sygeplejersker, der skal hjælpe med overgangen mellem hospital og kommune og sikre sammenhængen i patientforløbet, så patienterne kan føle sig trygge.
Det lyder og er utroligt sympatisk. 1.000 sygeplejersker, der står klar til at guide patienterne.
Problemet er bare, at det er som et hæfteplaster på et stort åbent benbrud – et blødende sår.
Vi har et sundhedsvæsen med Europas korteste liggetider: Patienterne når knapt at komme ind, før de bliver hældt ud. Hastigheden stiger, og sengene lukkes ned. Kompleksisteten i arbejdet og mængden af undersøgelser hver patient skal igennem stiger, og det skal nu ske på kortere tid.
Det siger sig selv, at sundhedsvæsnet har brug for flere ressourcer. Regeringens svar på det, kan ses i DR Detektor, hvor Sophie Løhde har lovet 4 mia. kr. ved at afskaffe bøvl og bureaukrati. Regioner og kommuner skal selv finde dem, og der findes ingen beregninger på, hvor de kommer fra.
NØDRÅBENE fra både patienter, personale, regioner og kommuner har været mange.
En kvinde fortalte mig, at hun efterspurgte et bad til hendes mor efter en uges indlæggelse. Her fik hun at vide, at det var der ikke tid til. Hun kunne blive vasket i sengen med vådservietter. Som sygeplejerske ved jeg, at et bad for de fleste er lig med velvære, MEN at man som fagprofessionel også får mange oplysninger, når man assisterer ved et bad: Hvad kan patienten? Kan hun huske, hvordan man gør? Hvad har hun brug for, når hun skal hjem?
Tilstanden mange steder i vores sundhedsvæsen er sådan, at pårørende må påtage sig at give deres mor et bad. Eller de skal holde rede i forløbet, give lægen besked om undersøgelser og resultater og huske personalet på medicin. Arne Notkin har i en kronik i Politiken beskrevet, hvordan han selv kunne holde fast, modargumentere og i det hele taget forstå det sprog og de beslutninger, de sundhedsprofessionelle tog. Han var i stand til at sætte sig op imod autoriteterne. Derfor fik han i sidste ende den scanning, som var afgørende for, at han fik den rette behandling.
DET ER AFSINDIGT utrygt for patienterne og de pårørende, at man ikke ved, om beskeder er nået det rigtige sted hen, eller at man ikke er sikker på, at ens mor får mad, når man ikke er der. Det er utilfredsstillende for personalet at levere halve løsninger og vide, når man går hjem, at man ikke nåede det, man burde have nået. Og først og fremmest så afslører det, at ideen om et sundhedsvæsen med fri og lige adgang er en illusion, ja, også selvom man bruger den borgerlige omskrivning: let og lige adgang. Det ER en illusion.
Mange patientgrupper har tabt i den høje specialisering og det entydige fokus på kræft og hjerter. Det ER vigtigt med hurtig behandling til begge dele, men det er det altså også til den psykisk syge, til den ældre medicinske patient, til de lunge-syge, til dem med mave-tarm sygdomme osv. osv.
I Region Hovedstaden har man i forbindelse med det sidste budget måtte beslutte at nedlægge 80 senge. Det sker i en region, hvor man, såvel som i resten af landet, kontinuerligt har store problemer med overbelægning. Også det nye supersygehus i Hillerød er blevet beskåret med 100 senge allerede før det er bygget. Det vil yderligere sætte et kæmpe pres på at få patienterne hurtigt ud, informationerne skrider, fejlene stiger.
DERFOR HAR JEG svært ved for alvor at løfte armene i vejret ved tanken om ”brobygger-sygeplejersker”. For jeg ved jo at med 1.000 af slagsen, vil det fortsat være et fåtal af patienterne, der får glæde af dem. Jeg ville i stedet håbe på, at man ville arbejde for, at de sundhedsprofessionelle fik muligheden for at sætte tempoet lidt ned, løse de sundhedsproblemer patienterne præsenterer, gøre arbejdet færdigt og kommunikere i et sprog, så patienterne forstår det. Derudover at de får mulighed for at kommunikere til både egen læge og kommune, hvis der er noget, de skal tage sig af. Ellers bliver brobygger-sygeplejerskerne blot et krampagtigt forsøg på at sminke et lig.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.