Syriske modstandsfolk og demonstranter har klaget over, at fredsobservatørerne, som Den Arabiske Liga har sendt til Syrien, ikke gør deres arbejde godt nok.
Den syriske regerings overgreb på befolkningen fortsætter nemlig uantastet af fredsobservatørernes tilstedeværelse, skriver internationale medier.
Nu blander FN sig i koret af kritiske røster ved at mistænkeliggøre fredsobservatørernes leder, den sudanesiske generalløjtnant Ahmed Mustafa al-Dabi.
Ahmed Mustafa al-Dabi beskrives af Bloomberg.com som værende "tæt" på Sudans brutale statsleder, Omar al-Bashir, som blandt andet er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
"Ligaen har afsløret sin manglende erfaring ved at udpege en suspekt fyr fra den militære efterretningstjeneste, der formentlig kommer strålende ud af det med Assads (den syriske præsident, red.) kumpaner," siger FN-analytiker Jeff Laurenti til bloomberg.com.
Ahmed Mustafa al-Dabi er allerede kommet i mediernes søgelys, da han den 29. december 2011 udtalte, at han ikke fandt alvorlige problemer med sikkerhedssituationen i Homs.
Den udtalelse er blevet voldsomt kritiseret, da det siden er kommet frem, at snigskytter skyder på civilbefolkningen i Homs, og at op mod 390 mennesker er blevet dræbt i Syrien siden den 21. december.
"Dette miskrediterer ligaen, netop som den har rystet årtiers rygte af sig om altid at være de autoritære regimers dørmåtte," siger Jeff Laurenti.
Kilde: bloomberg.com