De franske socialister vælger i dag, hvem der skal kæmpe for præsidentposten ved valget næste år.
To kandidater er i spil til rollen som socialisternes præsidentkandidat - det drejer sig om Francois Hollande og Martine Aubry, der er tidligere arbejdsminister.
Det er den grå og midtersøgende Francios Hollande, som er favorit til at vinde valget her til eftermiddag.
Og valget er særligt interessant, fordi de franske socialister gerne vil have fat i præsidentposten til næste år, og højest sandsynligt får den, forklarer ekstern lektor ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen.
"Der er mange af de socialistiske vælgere, som vil stemme på ham(Hollande red.), fordi han er den som bedst vil kunne slå Sarkozy, som i øjeblikket er voldsomt upopulær i meningsmålingerne," siger han til Newspaq.
Lars Hovbakke Sørensen forklarer, at vinderen skal kæmpe mod den nuværende præsident Nicolas Sarkozy om præsidentposten i april-maj til næste år. Men påpeger, at Sarkozy endnu ikke har meldt ud, om han stiller op. Vurderingen er dog, at den nuværende præsident gerne vil tage kampen op til foråret.
Første afstemning hos socialisterne var allerede i sidste weekend, hvor Hollande tog føringen.