Cykelrytteren Fränk Schleck var mandag til afhøring hos antidopingagenturet i Luxembourg.
Radioshack-Nissan-rytteren blev testet positiv for det forbudte stof xipamid under dette års Tour de France, og han ser frem til at få en afklaring.
- Jeg er meget glad og har en god følelse. Vi har brugt meget tid og energi på at forberede vores forsvar, siger Fränk Schleck ifølge avisen Luxemburger Wort.
- Jeg har tillid til, at disciplinærkomitéen vil komme frem til den rigtige afgørelse efter at have hørt vores udsagn, siger rytteren, der har erklæret sig uskyldig i brug af doping.
Fränk Schleck, som brød igennem i sin tid hos Bjarne Riis' cykelhold, ved endnu ikke, hvornår han får besked om, hvorvidt han bliver idømt karantæne.
Luxembourgeren har tidligere været sat i forbindelse med doping.
I sin tid som kører for Bjarne Riis overførte Fränk Schleck omkring 50.000 kroner til den berygtede spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes.
Dengang klarede Fränk Schleck frisag for sanktioner ved at sige, at Fuentes skulle hjælpe ham med et træningsprogram.