Efter et begivenhedsrigt år med mere drama uden for de skrå brædder end på scenen, er det nu ganske vist: Tivoli-revyen vender tilbage i 2026 med en ny mand i chefstolen.
Det bliver nemlig manuskriptforfatter, instruktør og komponist Martin Miehe-Renard, der skal stå i spidsen for Tivoli-revyen. Den 69-årige Miehe-Renard, som er idémanden bag flere populære julekalendere – herunder den folkekære Pyrus-figur – er ikke ukendt med Tivoli-revyen. I 2024 var han medinstruktør på showet, da Lisbet Dahl stod i spidsen.
— At få lejlighed til endnu en gang at være med til at skabe en moderne og tidssvarende sommerrevy i Tivolis gamle, eventyrlige rammer, er intet mindre end et privilegium, siger Martin Miehe-Renard i en pressemeddelelse fra Tivoli.
Pressemeddelelsen kommer oven på et turbulent revyår, hvor Søs Egelind allerede to måneder før premieren trak sig fra produktionen på grund af “forskellige forventninger til produktionen”. Og i august meddelte Linda P, at hun forlod posten, fordi hun og Tivoli var uenige om revyens retning.
Martin Miehe-Renards nye hold af skuespillere bliver præsenteret senere på året, mens premieren på Tivoli-revyen 2026 er sat til den 4. juni næste år.