Restaurant Bøf og Ost

Gråbrødretorv 13København KTlf: 33119911,www.boef-ost.dkBåde frokost- og aftenkøkken.

Af Morten Brink Iwersen

mobi@avisen.dk

@ANMELDELSE BRØD:»Undgå nummer 13!« advarede tre kvindelige gæster fra nabobordet uopfordret, inden vi fik bænket os. Nummer 13 var rødvinsbraiseret oksekød, hvilket ellers lød tilforladeligt.

Det gør alle retterne på Bøf og Ost faktisk. Restauranten, der har serveret fransk bistromad i snart en menneskealder, ligger på Gråbrødre Torv i indre by – et rigtigt charmerende sted, hvor man om sommeren sidder ude på torvet, og om vinteren indenfor i de hyggelige kælderlokaler med gamle hvælvinger i lofterne.

Selvom det var onsdag og i begyndelsen af februar, var der næsten fyldt op. Tjenerne, der var iført noget, der lignede en folkedragt, havde travlt, men overskud til at hilse ’hjerteligt’ – præcis som restaurantens hjemmeside havde forudsagt det.

Den eneste menu på kortet var med trøfler (en pastaret, en fløde/fond-terrin, kalv og ost 395 kr.), og den fristede ikke – så vi sprang á la carte. Prisniveauet ligger i det dyre mellemleje (forretter 79-145 kr. og hovedretter 149-195 kr.). Desuden var menukortet tætpakket med positive tillægsord som ’frisk’, ’lækreste’ og ’saftig’. Show it, don’t tell it, venner! Sådan en gang lyrik er unødvendig, hvis maden vitterlig er lækker, saftig og frisk.

Haler bløde som mos

Det var den bare ikke. Min forret, ’friskfangede’ jomfruhummere (129 kr.), var enten ikke særligt friskfangede, eller også var de kogt for længe – skønt de ifølge kortet skulle være grillede. Halerne var så bløde, at de næsten var mos. Hertil kunne en citron og en ellers udmærket kryddermayo (med ’friskklippet’ dild) ikke yde meget støtte. Heller ikke brødet, tyndtskåret halvtørt ciabatta, kunne pumpe liv i den tunge og dyre ret.

Anonym trøffelsauce

»En blød omgang,« konstaterede min medspiser, der havde været mere heldig: Krustader med vinbjergsnegle, brisler samt en trøffelsauce (98 kr.) viste sig at være aftenens bedste – specielt brislernes forfinede konsistens behagede ham. Den lovede trøffelsauce var dog meget anonym.

Tjeneren havde anbefalet os restaurantens hit: En såkaldt ’fadvin’, hvor man kun betaler 2,40 kr. pr. cl., man drikker. Det lød ikke interessant, så vi hoppede på en flaske Taittinger Champagne Rosé, der umiddelbart var vinkortets bedste køb. Prisen, 315 kr., er næsten identisk med butiksprisen. Og den smagte ganske lækkert med sin fine, ældede hindbærfrugt, smukke mousse og blide syre – og gik fint til begge forretter.

Rosé-champagnen var også tiltænkt ledsagerrollen til min hovedret, den sydfranske fiskesuppe Bouillabaisse (169 kr.). Men tjeneren havde hørt forkert. I stedet kom hun ind med? den berømte nummer 13.

Tjeneren undskyldte så sødt og korrekt, at jeg fik helt ondt af hende. Desuden havde jeg ikke store følelser for min fiskesuppe, og jeg orkede ikke at vente på en ny ret. Så jeg gik om bord i nummer 13: En skål ’langsomt braiseret’ okse i ’kraftig rødvin’ med ’fine små’ rodfrugter (149 kr.). Altså ifølge prosaen på menukortet. Hvis kødet have været langtidsbraiseret, havde det ikke været så sejt, som tilfældet var. Saucen var på en gang tynd og havde en saltsmag, som bouillonterninger giver.

»De tre damer havde ret,« mumlede min medspiser, hvis entrecôte (175 kr.) var en smule mere mør. En smule. Også hans sauce smagte mystisk – ifølge kortet var den fremstillet af ’Provences friske krydderurter’, hvordan man så gør det, når saucen nu var hvid og smagte lidt af svampe. Ringest var dog tilbehøret, der ikke havde særlig meget med årstiden at gøre, som man ellers bebuder på hjemmesiden. Et slattent forårsløg, sukkerærter (!) nogle halv-bagte cocktailtomater på stilk samt en bagt, fersk kartoffel. Tak skæbne, velkommen tilbage til 70’erne.

Svenbo en var bedst

Vi fortsatte med ostene (seks stk. for 79 kr.), der er en stor del af stedets identitet. Dels ligger det i navnet, og dels fylder ostebeskrivelserne næsten ¼ del af menukortet. Alligevel vidste osteskæreren ikke helt, hvad der var på ostebrættet, for eksempel var hun overbevist om, at en Pont l’Évêque var fremstillet på gede- og ikke komælk. De fleste af ostene var forudsigelige, bedst var Svenbo’en fra det fynske Sinai Mejeri. Tilbehøret, igen det tørre ciabatta-brød, tilførte ikke meget sjov.

Tjeneren gav kaffe som plaster for den ombyttede ret. Fint. Regningen endte på 1.024 kr. Mange penge – uden at vi følte, at vi havde skejet ud eller haft en gastronomisk oplevelse. Derfor kvitterer jeg kun med et enkelt gaffel, på trods af tjeneres venlighed (og fejl), der kun tilførte det stramme koncept et menneskeligt præg. Bøf og Osts hyggelige lokaler og gode beliggenhed gør det altså ikke alene.