11,6 procent af arbejdsstyrken i de 17 eurolande og 10,6 procent i hele EU var uden job i september.
I eurozonen er det en stigning på 0,1 procentpoint og i hele EU uændret i forhold til måneden før - men i begge tilfælde er det en markant stigning i forhold til september 2011, hvor ledigheden var henholdsvis 10,3 og 9,8 procent.
Det viser den månedlige opgørelse fra Eurostat.
I faktiske tal var der i september i år 25,75 millioner EU-borgere uden job, hvoraf de 18,49 millioner var i eurozonen. Det betyder, at arbejdsløshedskøen på et år er vokset med flere end to millioner.
Den højeste ledighed er stadig i Spanien (25,8 procent) og Grækenland (25,1), mens de laveste tal er registreret i Østrig (4,4), Luxembourg (5,2) samt Holland og Tyskland (begge 5,4 procent).
Der er ikke noget septembertal for Danmark, men i august var det 8,1. Til sammenligning var ledigheden i USA i september 2012 på 7,8 procent, mens den i Japan var 4,2.
Sammenlignet med året før er arbejdsløsheden steget i 10 af de 27 EU-lande og faldet i syv. De største fald er i de tre baltiske lande, mens stigningerne er mest markante i kriselandene Grækenland, Cypern, Spanien og Portugal.
Eurostats opgørelse bekræfter også tendensen til, at det især er de unge under 25, der er uden job - i Spanien var ungdomsarbejdsløsheden i september 54,2 procent, mens det seneste tal fra Grækenland fra juli er 55,6.
/ritzau/