Både i Danmark og på europæisk plan skal der rustes op, så myndighederne bliver i stand til at modstå cyberangreb.
Det fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han fredag sidst på eftermiddag forlod et EU-topmøde i Estlands hovedstad, Tallinn.
Her havde EU-lederne talt om digitalisering, netop som flere ministerier og Nationalbanken hjemme i Danmark blev udsat for såkaldte DDoS-angreb, der går ud på at overbelaste en server i så voldsom grad, at den lukker ned.
- Jeg er gjort opmærksom på, at der har været angreb på Statsministeriets hjemmeside og på en række andre ministeriers hjemmesider. Det understreger noget af det, vi har talt om på EU-topmødet i dag.
- Nemlig at i en digitaliseret nutid og i en endnu mere digitaliseret fremtid, så skal vi værne os mod cyberattack.
- Det skal vi gøre på europæisk plan, og vi kommer også til at prioritere cybersikkerhed endnu mere i forslaget til forsvarsforlig, som vi fremlægger om relativt få uger, siger Løkke.
Angrebet på Statsministeriets hjemmeside - stm.dk - havde ingen betydning for driften af Statsministeriet, fastslog ministeriet tidligere fredag over for Ritzau.
Hvordan har du det med, at dem, der mistænkes for angrebet, kæder det sammen med Muhammedtegningerne?
- Man kan ikke fuldstændigt værne sig mod den slags angreb. Det er en af de kendte ulemper, der følger med den digitaliserede virkelighed, vi lever i. Med relativt få midler kan man angribe digitalt.
- Det eneste gensvar er at bygge et ordentligt forsvarsværk op. Det bruger vi en del ressourcer på, og vi vil bruge flere i forbindelse med forsvarsforliget. Men der er også brug for et tættere europæisk samarbejde, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han siger om alvorligheden af angrebet:
- Statsministeriets hjemmeside er oppe at køre igen, så man kan følge med i, hvad vi går og laver. Det er godt. Men selvfølgelig er det trist, at der findes mennesker, der angriber på den måde.
- Vi har over de seneste år set masser af angreb. Ikke bare på det offentlige, men også på virksomheder som Mærsk. Og vi har set, hvordan der har været interveneret i valgkampe rundt omkring.
- Der er supermange gode ting at sige om digitalisering. Men den dårlige ting er, at dem, der vil os noget ondt, bruger den nye teknologi. Det skal vi så værne os imod, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/