I morgen ankommer kisten med den 28-årige overkonstabel Jesper Gilvert Pedersen til Flyvestation Aalborg.
Men det bliver sandsynligvis ikke den sidste kiste med en død soldat.
Ifølge Danmarks nye forsvarschef, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, kan soldaterne ikke beskytte sig fuldstændigt mod Talebans stigende brug af miner og vejsidebomber, skriver Politiken.dk.
- Vi håber selvfølgelig, at vi ikke oplever flere tab, men sandsynligheden taler for, at det ikke kan undgås. Soldaterne har fået det bedste materiel og den bedste uddannelse, vi kan give dem, men de vil aldrig være usårlige. Hvis vi gør pansret på køretøjerne tykkere, så bliver sprængladningerne bare større, siger Tim Sloth Jørgensen, der tiltræder som forsvarschef i morgen.
I de seneste måneder har Taleban optrappet brugen af miner og bomber i vejkanten, men det er faktisk et tegn på at den militære strategi virker, mener forsvarschefen.
- Taleban er blevet presset voldsomt tilbage og kan ikke klare sig i åben kamp. Derfor er de nu tvunget til at bruge andre midler, siger Tim Sloth Jørgensen til avisen.