Forskning i diabetes samles i nyt akademi

Med en stor donation fra Novo Nordisk Fonden kan et nyt diabetesakademi samle dansk forskning i sygdommen.

Med en stor donation fra Novo Nordisk Fonden bliver forskning i sygdommen diabetes samlet og styrket på et nyt Dansk Diabetes Akademi. Donationen på 201 millioner kroner er den fjerdestørste private donation til forskning i Danmark.

Akademiet bringer de tre førende universiteter i København, Odense og Aarhus sammen i et fælles forskningscenter, der over de kommende fem år får et budget på 375 millioner kroner.

Den kommende leder af akademiet, professor Henning Beck-Nielsen, lægger vægt på samarbejdet med JDRF International, en verdensomspændende organisation, der arbejder med helbredelse af diabetes.

- Samarbejdet giver os adgang til de bedste forskningslaboratorier verden over, siger Henning Beck-Nielsen.

Det er den danske afdeling af JDRF, Fonden for diabetesforskning, der er blandt initiativtagerne til etableringen af Dansk Diabetes Akademi.

Det sker til dels som følge af den store mangel på finansiering af danske forskere og talenter inden for området.

Men også på grund af det stærkt stigende behov for øget forskning, fordi antallet af personer, der udvikler diabetes, stiger hastigt.

I Danmark er 290.000 mennesker ramt af diabetes, og tallet er i kraftig stigning. Sygdommen koster Danmark 86 millioner kroner - dagligt.

Ifølge DR Fyn får det nye akademi hovedkvarter på Odense Universitetshospital. Centret vil oprette 150 nye forskerstillinger inden for diabetes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.