Rygning skal med tiden udryddes helt i Danmark, og man bør allerede nu fastsætte en eksakt dato for det.
Sådan lyder udmeldingen fra en række eksperter i forebyggelse, skriver Politiken Søndag.
Forskerne er inspireret af en bevægelse, der er i gang i internationale videnskabelige miljøer, og som så småt er begyndt at forplante sig i konkret politik i flere lande.
I eksempelvis New Zealand har regeringen udtrykt klar opbakning til et mål om, at hele landet er røgfrit i 2025.
Og i Finland har en målsætning om at have udryddet rygning i 2040 ført til, at der nu står i tobaksloven, at selve formålet med loven er at bringe rygning til ophør og altså ikke blot at begrænse den.
I USA har sundhedsministeriet skrevet en rapport med en "vision om et samfund uden tobaksrelateret sygdom og død". En præcis slutdato for rygning fremgår dog ikke.
Forskningsoverlæge Charlotta Pisinger fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed siger, at Danmark bør følge trop.
Der skal simpelthen fastsættes en konkret målsætning for, hvornår rygning skal være begrænset så meget, at antal brugere er på niveau med misbrug af afhængighedsskabende narkotika.
- I den store verden er forskere og politikere ved at planlægge End Game (slutspil, red.), der viser vejen mod en virkelighed uden rygning. Lande forsøger at nå dertil inden for de næste 30 år.
- Hidtil har man fokuseret meget på, at rygerne selv har ansvaret, selv om mange er så afhængige, at de ikke kan holde op. Nu retter fokus sig mod industrien med idéer om, hvordan den kan begrænses. Vi bør gå samme vej i Danmark, siger hun til avisen.