Med den internationale cykelunions bandlysning af Lance Armstrong er amerikaneren gået fra at være feteret cykelikon i medierne til at blive stemplet som sportens største skurk.
Det er ifølge medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Erik Lund en klassisk dramaturgi inden for journalistik.
- Det, vi nu ser, følger den klassiske drejebog. Det er lige efter manuskriptet, som har været indstuderet lige siden stumfilmens dage til nu.
- Først bygger vi en helt op. Og jo større helten er, jo større er oplaget og antallet af seere også.
- Og så kommer definitivt den meget bratte nedtur. Og jo brattere nedturen er, jo bredere er oplaget, siger Erik Lund.
Ifølge medieforskeren vil der komme endnu et twist i mediernes behandling af Lance Armstrong.
- Når vi så har set nedbrydningen, så skal vi, hvis medierne er rigtig heldige oplagsmæssigt, derefter have den menneskelige historie om, at skurken måske alligevel ikke er så stor en skurk.
- Man finder til sidst ud af, at han bare er et pjok blandt andre pjok. Og det er der en rigtig god historie i, siger Erik Lund.
- Og sådan kan du oplagsmæssigt og seermæssigt få succes med historien alle tre gange.
Lance Armstrong er efter en belastende rapport fra det amerikanske antidopingagentur, Usada, blevet frataget sine syv Tour de France-sejre.
/ritzau/