Bag Sebatian Vettel, som kørte sit eget show og førte fra start til mål, udspillede der sig en hidsig dyst mellem de øvrige deltagere i det koreanske Formel 1-grand prix søndag morgen.
Særligt en kører, japaneren Kamui Kobayashi, var upopulær efter løbet, da han havde sendt både Jenson Button og Nico Rosberg ud af løbet.
- Det var min fejl ved starten. Ked af det for Jenson og Nice (Nico), skriver Kamui Kobayashi på Twitter.
Japaneren påkørte Jenson Button kort efter starten, da han frækt forsøgte at finde et smuthul på banens inderside, hvorefter McLaren-kørerens ophæng blev ødelagt, og han måtte udgå.
Button råbte prompte over radioen:
- Jeg er lige blevet ramt af Kobayashi. Hvilken idiot!
Kort efter måtte også Nico Rosberg udgå på grund af Kamui Kobayashis hasarderede kørsel lige efter starten på grand prix'et:
- Kobayashi ramte mig bagfra, og så var mit løb forbi. Det eneste positive, vi kan tage med herfra, er vores præstationer i kvalifikationen, hvor det gik bedre.
Japaneren, som havde forårsaget to ødelagte biler, blev straffet med "drive through", så han skulle køre gennem pitten, og efter 16 omgange besluttede Sauber-teamet, at han måtte trække sig ud på grund af skaderne på bilen.
/ritzau/AFP