De folkevalgte politikeres fire rygekabiner på Christiansborg har kostet skatteyderne to millioner kroner. Det skriver Ekstra Bladet.
Folketingets administration erkender over for avisen, at man har betalt over to millioner kroner for seks års leje af fire rygekabiner, som politikere og ansatte på Christiansborg benytter sig af til at få en smøg.
Men rygekabinerne kunne nemlig nemt have været væsentligt billigere. Fire spritnye rygekabiner - akkurat magen til de nuværende - kan nemlig i dag købes for blot 160.000 kroner per styk.
Ved at leje kabinerne koster de tre gange så meget, som hvis man havde købt dem. Firmaet bag rygekabinerne, Smoke Solution ApS, er da også yderst tilfreds med lejeaftalen, mens politikerne på Christiansborg ryster på hovedet.
- Det har uden tvivl været en dårlig forretning. Det kan ikke diskuteres. Tallene viser det sort på hvidt, siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), til Ekstra Bladet.
- Det er helt vanvittigt. Helt hul i hovedet, siger Johanne Schmidt-Nielsen til avisen.
Enhedslistens politiske ordfører gør som ryger selv brug af kabinerne, og hun mener, at Folketingets præsidium nu skal forklare, hvordan det kunne indgå en aftale, "der er så skudt i låget".
Rygekabiner har før bragt politikere på glatis.
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) måtte i december betale 34.000 kroner af egen lomme efter massiv kritik af en rygekabine, hun havde ladet opstille i ministeriet.
Siden kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tid som statsminister også havde bestilt en rygekabine til sit kontor. Den sag endte med, at Venstre valgte at betale omkring 110.000 kroner til Statsministeriet.