Nyhedsavisens udsendte medarbejder i Oslo

De kom i store lastbiler. Lig og lemlæstede menneskekroppe stuvet sammen på ladene. Enkelte var ikke døde - i alt fald ikke på det tidspunkt.

Kroppene blev læsset af ved en kirkegård lidt uden for byen Rangoon, hvorefter soldaterne satte ild til dem - også de mennesker, der endnu trak vejret. Alle spor skulle slettes.

Nyhedsredaktør Mao Ayes stopper fortællingen. Det er historier som denne, der gør, at han nogle gange får ondt i brystet for tiden. Historier om munke og civile i Burma, der bliver skudt af militærjuntaen. Slået, tortureret eller forsvundet på mærkelig vis.

- Det er så sørgeligt. Jeg kan ikke forstå, at de ting sker, siger han.

Mao Ayes er nyhedsredaktør på radio- og tv-stationen Democratic Voice of Burma. Stationen ligger i Oslo og sender hver dag ucensurerede nyheder på kortbølge og satellit til Burma, hvor militærjuntaen kører hård censur på radio, tv og internet.

Mao Ayes har siddet ved sit tastatur i døgndrift, siden protesterne begyndte i Burma forrige uge. Han har mørke render under øjnene. Selvom de seneste dage har været stille i Burma, kommer der stadig rapporter om folk, der forsvinder.

- Vi er trætte, men vi er nødt til at gøre vores arbejde. Vi er i sikkerhed her i Norge. Der er ingen skyderi. Ingen, der uventet banker på døren. Men det gælder ikke folk i Burma. De er bange for skyderiet og volden. Bekymrede for deres liv. Det er vigtigt, at de får at vide, hvad der sker i Burma. Når de lytter til os ved de, hvad den rigtige situation er. Hvor mange døde, hvor mange sårede, siger han.

Mao Aye kender kun alt for godt militærjuntaens hårde metoder. Han har brugt seks år af sit liv i et burmesisk fængsel, fordi diktaturet ville stoppe hans skriverier for oppositionen. Han blev tortureret og har boet i eksil i Oslo siden år 2000, fortæller han.

Hans arbejde er at indsamle nyt fra Burma. Han taler derfor dagligt med nogle af de 40-50 journalister, der arbejder for stationen under jorden i Burma.

Det var på den måde, han hørte historien om, at 200 lig skulle være blevet brændt ved kirkegården nær Rangoon. Men han har ikke kunnet få officielle kilder til at bekræfte historien.

Journalisterne i Burma ringer til ham fra offentlige telefoner, så regeringen ikke kan spore opkaldene. Andre gange er det helt almindelige burmesere han får i røret. Mænd og kvinder der er bange. Unge og gamle, der alle har det tilfældes, at de lyder mere og mere rystede, siger han.

Og det er heller ikke risikofrit for journalisterne i Burma.

- Det er meget farligt. Under demonstrationerne er der snigskytter på tagene. Deres mål er at skyde, hvis de ser nogle, der ligner journalister og holder en holder en mobiltelefon eller et kamera i hånden. De spørger ikke, før de skyder. Jeg plejer at sige til vores journalister, at de ikke skal løbe nogen risiko. Sikkerhed først, siger han.

Mao Aye har tidligere selv modtaget trusler. Han har fået mærkelige opringninger på stationen, hvor han fik at vide, at familiemedlemmer i Burma kunne komme i problemer, hvis ikke stationen stoppede sine udsendelser. Mao Aye tager det ikke så tungt.

- Jeg er ikke bange. Jeg har været i fængsel i seks år, hvor jeg blev tortureret. Jeg kender deres taktik. Det er psykisk tortur. Vi er ligeglade, siger han.

Det er de historier, Mao Ayes dagligt opsnapper fra Burma, der gør ham ked af det. Får ham til at føle sig magtesløs.

For selvom han dagligt fodrer den hungrende verdenspresse - fra CNN til AP - med blodige billeder og øjenvidneberetninger, der kan dokumentere juntaens overgreb, har Mao Ayes en stor ydmyghed overfor det arbejde, han laver.

- Det er en forfærdelig og svær tid. Alle her på stationen er meget deprimerede for tiden, men vi skal jo gøre vores job. Vi lever i eksil her. Men ville helst tilbage. Men vi ved ikke, hvor mange år endnu, vi kommer til at vente.

Han tror dog på, at folket vil vinde før eller siden. Ikke mindst, fordi militærjuntaen denne gang er gået efter munkene.

- På grund af munkene er det anderledes i dag. Folk er virkelig vrede, for i Burma er der tradition for, at man har respekt for munkene. Måske vil folket vinde denne gang. Mange er buddhister, og de vil aldrig glemme denne historie. Du kan holde det i ro for en periode, men der vil komme flere blodsudgydelser, siger Mao Ayes.