Den førende oppositionspolitiker på Seychellerne, Patrick Herminie, er ifølge det britiske medie BBC blevet anklaget for hekseri.
Syv andre personer er også anklaget i sagen.
Politiet oplyser, at sagen har relation til fundet af to lig, der er blevet gravet op fra grave på en kirkegård på øen Mahé.
Herminie har nægtet alle beskyldninger og overfor lokale medier kaldt anklagerne et "politisk show". Han planlægger at stille op som præsidentkandidat ved valget i 2025 for partiet Det Forenede Seychelliske Parti (USP).
Mandag blev oppositionslederen og flere af de andre anholdte løsladt mod kaution på 30.000 seychelliske rupees. Det svarer til 15.000 danske kroner.
En dommer fastholdt dog tilbageholdelsen af en person fra Tanzania, som skal blive bag tremmer til næste retsmøde i sagen i november.
Herminie er anklaget for flere forhold, herunder at være i besiddelse af genstande til brug af hekseri samt sammensværgelse. Det skriver lokale medier ifølge BBC.
Den førende oppositionspolitiker Patrick Herminie planlægger at stille op som præsidentkandidat ved valget i 2025 for partiet Det Forenede Seychelliske Parti (USP), men er nu anklaget i sag om hekseri. (Arkivfoto). Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
Ifølge anklagere er Herminies navn nævnt i en Whatsapp-besked sendt mellem en seychelliske person og den mistænkte fra Tanzania. Sidstnævnte blev pågrebet i landets internationale lufthavn 21. september.
Forskellige genstande med relation til hekseri er blevet kædet sammen med tanzanianeren, herunder sten, store artefakter af træ, små flasker med brunt flydende materiale, forskellige typer af pudder og dokumenter med sprog af ukendt sprog.
Dokumenterne ligner andre dokumenter, som er blevet fundet i en katolsk kirke og andre steder, der er blevet vandaliseret, oplyser anklagerne ifølge BBC.
Seychellerne ligger i Det Indiske Ocean nordøst for Madagaskar. Ifølge Verdensbanken har landet 107.000 indbyggere.
/ritzau/