Tyrkiet må holde alle kommunikationskanaler åbne over for Syrien og undgå at øge spændingen mellem de to mellemøstlige nabolande, efter at syriske granater onsdag slog ned i en tyrkisk grænseby og dræbte mindst fem personer.
Det siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i en kommentar til episoden, der har forværret forholdet mellem de to lande.
Mindst ni mennesker blev såret af granaterne, der slog ned i byen Akcakale. En mor og hendes tre børn er blandt de dræbte.
Generalsekretæren blev i FN's hovedkvarter i New York orienteret om granatnedslaget af Tyrkiets udenrigsminister, Ahmet Davutoglu.
- Ban opfordrer til, at de to lande bevarer kommunikationsforbindelserne og forsøger at mindske spændingen i området, siger en talsmand for Ban Ki-moon.
Udenrigsministeren har også kontaktet Nato og orienteret om aktionen.
Den tyrkiske vicepremierminister, Bulent Arinc, kalder granatnedslaget for "yderst alvorlig" og siger, at Syrien er gået for vidt.
Hen mener, at Syriens skal stilles til ansvar for angrebet inden for Folkeretten.
Flere syriske granater er slået ned i Tyrkiet, siden opstanden mod den syriske leder, Bashar al-Assad, begyndte for over halvandet år siden.
Men nedslaget onsdag er det hidtil alvorligste. I april blev to civile tyrkere dræbt af skud affyret af formodede tyrkiske soldater.
Byen Akcakale, der ligger tæt på grænsen til Syrien, er blevet ramt flere gange tidligere, og efter onsdagens nedslag er byens indbyggere blevet opfordret til at holde sig på afstand af grænsen. Flere end 100 skoler er lukket i regionen.
/ritzau/Reuters