Redningsfolk leder stadig efter overlevende, efter et mindre fly styrtede ud for den populære ferieø Mallorca søndag aften. Det skriver den norske avis Dagbladet.
Flyet lettede klokken 18 fra lufthavnen i Binissalem, der ligger mellem Palma og Inca, og begyndte kort efter en række akrobatiske manøvrer ud for havnen ved byen Sóller. Dagbladet henviser til flere videoer på sociale medier, hvor man kan se det lille fly udføre akrobatiske øvelser, blandt andet et loop, før det efter en brat stigning begyndte at dykke lodret.
Flyet styrtede i havet ud for Cap Gros klokken 20.20. Det er endnu uklart, hvorvidt piloten var eneste passager om bord i flyet, så det spanske redningsmandskab leder stadig efter overlevende.