Sig 'sí' til den store kærlighed på en sandstrand i Brasilien, 'oui' på den franske riviera eller 'ken' til dit livs hjerte i Jerusalem.
Nye tal fra Danmarks Statistisk viser, at andelen af danskere, der vælger at gifte sig i udlandet, er steget med 46 procent i løbet af de seneste otte år, skriver Kristeligt Dagblad.
Egne traditioner
Det er udtryk for, at danskerne er vilde med at skabe deres egne, nye traditioner, mener fremtidsforsker.
- Vi vil ikke bare gifte os, holde fødselsdage eller fejre nytår og jul på traditionel vis. Måden, vi gør det på, skal fortælle noget om, hvem vi er. På den måde har vi en historie at fortælle, som repræsenterer, hvem vi er - og som frem for alt viser, at vi ikke er som alle andre, siger fremtidsforsker ved firmaet Furia, Anne-Marie Dahl, til Kristeligt Dagblad.
Hun understreger dog også, at det i lige så grad handler om, at vi er blevet rigere de senere år og har pengene til at skifte brylluppet i den lokale kirke ud med et skræddersyet bryllup under eksotiske himmelstrøg, som passer lige præcis til vores individuelle drøm.