Salam Mansour, hans kone, Zeina Rassam, og deres otteårige datter Meena bor i Sandholmlejren. I flere år har den irakiske familie boet på ét værelse i dette såkaldte udsendelsescenter, hvor afviste asylansøgere sendes hen. For nogle uger siden fik de lov til at flytte til en toværelseslejlighed på omkring 50 kvadratmeter i lejren med eget badeværelse og køkken. Så nu har de ligesom 37 andre af Sandholmlejrens i alt 46 familier to værelser at bo på. Ikke alle beboere har så god plads, men Dansk Røde Kors, som driver centret, arbejder på det.
Ingen vender tilbage
Lejligheden ligger for enden af en lang gang i en af asylcentret Sandholms mange barakker, som gennem årene er skudt op mellem de gamle, gule murstenshuse.
Centret, der blandt mange er kendt som stedet, som ingen vender tilbage fra. Omkring 90 procent af dem, der bliver sendt til Sandholm i dag, ender da også med at blive sendt ud af Danmark igen. Salam Mansour er 48 år og bor på syvende år på et asylscenter i Danmark. Sandholm er det femte sted, han bor. Han flygtede fra Irak, siger ham, fordi han var Sadddam-kritiker. Hans kone, Zeina Rassam, er 40, og hun og datteren fulgte efter ham for toethalvt år siden efter i flere år at have boet illegalt i Jordan.
»Vi kom til Danmark for at beskytte os selv og vores datter,« siger Salam Mansour, mens han skænker te op og byder fra skålene med klejner og kransekager på sofabordets broderede dug.
Går til svømning
Salam Mansour og Zeina Rassam vil gerne fortælle om, at Dansk Røde Kors behandler dem så godt, de kan, og at deres datter får lov til at gå til svømning.
De er også glade for at have fået en større lejlighed, den største Salam Mansour har boet i i al den tid, han har været i Danmark, og han har altså også boet på asylcenter Brovst og på flere andre af de såkaldte opholdscentre i Jylland. Men hverken han eller Zeina Rassam forstår helt, hvorfor danskerne går så meget op i, hvor meget plads de har. For dem handler det om ufrihed, usikkerhed og spild af tid og liv.
»Det er da bedre med to værelser end det ene, vi havde før, og vi ved, at Røde Kors forsøger at hjælpe os. Men vi føler stadig, at vi er i fængsel. Vores naboer er politiet, vi skal hele tiden forsvare, at vi ikke tør vende hjem, vi må ikke arbejde, vi må ikke få et liv i Danmark. Nogle gange er det svært at føle, vi er live,« siger Salam Mansour.
På væggen bag ægteparret hænger et foto fra deres bryllupsdag, som blev holdt for 10 år siden i Irak.
To gange om ugen
Et Irak, de to gange om ugen skal bevæge sig ned til centrets nabo – politiet – for at fortælle, de ikke tør tage tilbage til. De har for længst fået afslag på asyl, men skal hver gang skrive under på, at de nægter at lade de danske myndigheder sende dem tilbage.
»Vi kom hertil med et ønske om, at den danske regering skulle beskytte os, i stedet behandler myndighederne os som kriminelle. Hvis situationen i Irak bliver bedre, er der ikke noget, jeg hellere ville end at tage hjem, men situationen er stadig meget slem, og vi er meget bange. Jeg ville bo i et telt på en mark i Danmark, hvis bare vi fik lov til at blive og til at være frie,« siger Zeina Rassam.