Fem personer er såret i nye skudvekslinger i det sydlige Beirut, hvor demonstranter fortsat raser over drabet på Libanons efterretningschef Wissam al-Hassan.
Han mistede fredag livet sammen med syv andre, da en bilbombe eksploderede i et af hovedstadens kristne kvarterer.
Beboere i området fortæller om heftige skudvekslinger i nattens løb, og militæret har blokeret flere veje for at forhindre, at urolighederne kommer ud af kontrol.
Den dræbte general var en fremtrædende skikkelse i oppositionen mod Hizbollah og andre grupper, der støtter Bashar al-Assads regime i Syrien.
Demonstranterne kræver, at Libanons prosyriske premierminister Najib Mikati går af, og de er ikke i tvivl om, at kræfter i nabolandet står bag bombeangrebet.
Søndag ringede den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, til premierminister Mikati for at forsikre ham om, at USA vil hjælpe Libanon med efterforskningen af bombeangrebet.
Clinton understregede, at USA står last og brast, når det gælder Libanons stabilitet, uafhængighed, suverænitet og sikkerhed, siger en talskvinde.
- Hun fremhævede vigtigheden af, at politiske ledere arbejder sammen for at bevare freden og sikre, at de ansvarlige for angrebet bliver retsforfulgt, lyder det.
Wissam al-Hassan blev søndag begravet ved siden af den tidligere premierminister Rafiq al-Hariri, som blev dræbt ved et attentat, der i 2005 tvang Syrien til at trække sig ud af Libanon efter tre årtiers besættelse.
/ritzau/Reuters