Gamle bøgetræer overlever normalt en vinterstorm, men raser blæsten i lang tid, kan selv skovens ældste træer knække sammen.
Sådan er det i naturen, og sådan er det også i erhvervslivet. Efter nogle år med krise begynder flere ældre virksomheder at bukke under.
I 2009 havde 39 procent af alle de virksomheder, der gik konkurs, seks år eller mere på bagen. I 2012 var de ældre virksomheders andel af konkurserne steget til ikke mindre end 50 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik, skriver Ugebrevet A4.
Når en krise fortsætter i årevis, så kan fedtet ryge af selv velpolstrede virksomheder. Det forklarer Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, som er juraprofessor ved Københavns Universitet med speciale i konkurser.
- De ældre virksomheder kan ofte godt tåle nogle dårlige år, men man kan ikke blive ved. I begyndelsen af finanskrisen var de ældre virksomheder mere modstandsdygtige, fordi de havde mere at tære af. Men efterhånden har de slanket sig og skrællet organisationen ind til benet. Hvis man stadig mangler ordrer, kan det føre til konkurs, forklarer Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen.
Generelt er konkurserne aftaget siden kriseåret 2010, som kostede 6.461 virksomheder livet. Men antallet af konkurser er stadig højt, og i 2012 måtte 5.456 virksomheder dreje nøglen om.
En af de ældre virksomheder, der gik konkurs i fjor, var entreprenørvirksomheden O.V. Engstrøm A/S i Svendborg. 52 ansatte havde løn til gode, da virksomheden, som blev stiftet i 1981, gik ned. Forud for konkursen tyndede ordrerne ud, og den lokale virksomhed blev blandt andet udkonkurreret af MT Højgaard, som under krisen vandt flere sydfynske opgaver.
Når Ove Engstrøm i dag kigger tilbage på tiden før konkursen, siger han:
- Nedgangen i byggeriet påvirkede os meget. De store virksomheder tog pludselig flere ordrer hernede og sænkede prisen, så vi manglede omsætning. Jeg skulle nok have fyret nogle folk noget før, siger han til Ugebrevet A4.
Historien om byggeentreprenøren fra Svendborg rummer en større fortælling. For netop en del virksomheder i yderområder taber i konkurrence til virksomheder fra de større byer.
Konkurserne rammer skævt. Eksempelvis ligger kommuner som Sønderborg, Vejen, Skive, Thisted og Holbæk i den høje ende, når det drejer sig om, hvor stor en del af arbejdsstyrken, som sidste år mærkede en konkurs på egen krop.
Det viser en analyse, Ugebrevet A4 har foretaget på baggrund af oplysninger fra Lønmodtagernes Garantifond (LG).
Værst ramt i forhold til kommunestørrelse er Sønderborg i det sønderjyske. Her lukkede 17 virksomheder i 2012, og LG måtte betale tilgodehavender til lidt over 1.000 medarbejdere.