Landsholdets stregspiller Michael V. Knudsen er blevet tvunget til at melde afbud til VM i januar af Flensburg-Handewitt.
Den nordtyske klub har i forbindelse med en kontraktforlængelse forlangt, at Michael V. Knudsen melder fra til VM i Spanien i januar.
- Det er naturligvis voldsomt ærgerligt i og med, at Michael er en central spiller, siger landstræner Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.
- Jeg sporer en meget uheldig tendens - især hos topklubberne i den tyske Bundesliga - hvor man forsøger at blokere for spillernes deltagelse på landshold for at tilgodese snævre klubinteresser.
- I mine øjne er det at save den gren over, man selv sidder på. For hvis ikke de bedste spillere optræder på landsholdene vil det skade den generelle interesse for håndbold og det vil til enhver tid falde tilbage på klubberne, mener Ulrik Wilbek.
Michael V. Knudsen, der har forlænget kontrakten med Flensburg-Handewitt frem til sommeren 2014, har spillet 228 landskampe for Danmark.
/ritzau/