I kølvandet på Danske Banks melding om, at man vil gøre 131 filialer kasseløse og reducere medarbejderstaben med 300, slår bankernes brancheorganisation, Finansrådet, fast, at man ikke har set de sidste filiallukninger i Danmark.
- Den samlede bankkundekreds i Danmark bor inden for et relativt lille geografisk område. Alligevel er det samlede antal indbyggere pr. filial lavt, hvis vi sammenligner med eksempelvis Sverige og Norge, siger cheføkonom Niels Storm Stenbæk.
Sagt på en anden måde: Der er for mange filialer i Danmark i forhold til befolkningstætheden, hvis vi sammenligner os med vores nabolande.
Niels Storm Stenbæk forklarer, at antallet af danskere, som foretrækker at bruge netbank, steget. Og derfor bliver behovet for filialer mindre og mindre.
- Hvor der i 1999 var under en million netbankaftaler i de danske banker, er antallet i dag cirka 4,9 millioner, oplyser Niels Storm Stenbæk.
Han tror tilmed, at netbanken rummer endnu mere udviklingspotentiale.
- Det vil i sidste ende gavne de danske bankkunder, hvis bankerne formår at effektivisere driften. For eksempel i form af mere attraktive priser.
- Derfor er der ingen tvivl om, at antallet af filialer fortsat vil blive mindre i de kommende år, siger Niels Storm Stenbæk.
/ritzau/