No Country For Old Men
Instr. Ethan Coen & Joel Coen

Eftersom de berømte brødre ryddede bordet til årets Oscar-uddeling med fire vundne ud af otte nomineringer (og i øvrigt har modtaget hele 79 andre priser for denne comeback-film), var det lige før, man frygtede at Coen A/S var gået mainstream. Det er heldigvis ikke tilfældet.

Først og fremmest giver titlen ikke umiddelbart mening, medmindre man finder svaret i det litterære forlæg No Country For Old Men , en bestseller-roman af Cormac McCarthy. For her handler det om, at i det barske Texas har man en lang og lovløs forhistorie, der gør, at man let dør ung i den ørkenstøvede stat.

I Coen-brødrenes filmiske oversættelse bliver blodrusen for alvor gjort farverig af en række barokke karakterer, der på brutal vis opdaterer den klassiske western-filosofi om at skyde først og så ellers slentre væk med kun et lille skuldertræk til overs.

Frygten for fremtiden

Sådan en kynisk og koldblodig type er lejemorderen Anton Chigurh, hvis skruppelløse tankesæt afstedkommer den mest groteske og sarkastiske djævle-dialog (gerne tilsat et lille skæbnetungt plat eller krone-spil) med alle, han møder på sin jagt efter en forsvundet kuffert. Den rolle fik Javier Bardem en fuldt fortjent Oscar for.

Den anden hovedperson i dette totalt uforudsigelige trekants-drama er trailerpark-taberen Llewelyn Moss (cool spillet af Josh Brolin), der midt i ørkenen finder en kuffertfuld dollars, som en flok narkodealere har måttet efterladt efter en totalt dødbringende shoot-out. Moss tager en beslutning, han ved, vil koste. Han tager kufferten på ryggen, og så starter en skydegal menneskejagt, der naturligvis også kommer til at inddrage den lokale sherif, Ed Tom Bell.

Ham spiller Tommy Lee Jones med stor rutine, og han formår at finde de bløde punkter i en ellers autoritær og livsbidt figur, der dybest set er lammet af frygt for en fremtid, som kun leverer endnu flere gennemhullede lig til den texanske voldsspiral.

Som han siger til sin assistent, da de skal ransage et hus:

»Gun out and up.«

Assistenten trækker sit våben og siger:

»What about yours?«

Ed Tom Bell svarer: »I m hidin behind you.«

Indsigtsfuld skarphed

No Country For Old Men er altså i sit afsæt en klassisk actionfilm, men signaturen er Coen-brødrenes kantede, kulsorte humur. De raffinerede, skarpe replikker, der gemmer på så mange indsigtsfulde lag, hvad angår menneskets ubegribelige enfoldighed. Man griner, og i næste sekund gyser man over den afstumpede vold, samtidig med, at man forsøger at regne den ene tvistede scene efter den anden ud, hvilket ikke er noget let job, når to af filmindustriens kreative sværvægtere folder sig ud i et garvet comeback.

Værket bringer instruktørerne tilbage til udgangspunktet for deres karriere, nemlig den 24 år gamle Texas-noir Blood Simple , men er mere i familie med hittet Fargo ( 96), når det gælder løjerlige personager og psykopatisk vold af den mere bizarre slags.

Uanset om Coen-parret laver komedier som The Big Lebowski ( 98) og The Hudsucker Proxy ( 94) eller sære kultfremstød a la den syngende Odyssé -nyfortolkning O Brother, Where Art Thou? (2000) og den mystiske The Man Who Wasn t There (2001), så bygger de magiske broer for store skuespillere. George Clooney, Billy Bob Thornton og John Turtorro eksempelvis.

Efter et par år med knap så geniale værker, formår Filmfabrikken Coen atter at udfordre genrerne. At den slutningsløse slutning så på sin vis skuffer, tilgiver man næsten. For No Country For Old Men er action af den kaliber, man straks vil se igen.