Karlas Kabale
Instr: Charlotte Sachs Bostrup (efter Renée Toft Simonsens bog)
Det er ikke let at være skilsmissebarn. Især ikke når det snart er jul, og man ikke engang har bagt kager endnu, og ens værelse aldrig bliver færdigt, fordi papfars arbejde er vigtigere, og ens brødre irriterer, og man altid får skylden, og man ved, at der ikke er håb for en juleaften med både far og mor - ligesom i de rigtige familier.
En planlagt lillejuleaftenhos Karlas rigtige far bliver også aflyst, fordi han har drukket sig fuld.
For meget for Karla
Det hele går tiårige Karla så meget på nerverne, at hun vælger at stikke af hjemmefra.
Efter næsten at være endt i kløerne på en børnelokker, havner Karla hos et ældre ægtepar, der dog ringer til politiet. Hun må igen flygte, og denne gang får hun selskab af enfattig flaskesamler. En masse oplevelser rigere indser hun omsider, at det ikke kun er hendes familie, som der er noget galt med – men at alle mennesker af og til har problemer derhjemme.
God, men forvirrende
Jeg blev en del klogere på, hvad det betyder at være skilsmissebarn.
Men jeg synes, at filmen springer meget i tiden, og det er svært at følge med i, hvilken dag det er. Det er også lidt urealistisk, at Karla ikke er mere bange, da hun beslutter at stikke af hjemmefra. Eller at hun ikke savner sin familie, det tror jeg, jeg ville have gjort, da jeg var 10 år.
’Karlas Kabale’ er alligevel en god film, som fortæller en vigtig hverdagshistorie, og jeg sad da også og smågræd lidt mod slutningen. Hvis man for alvor skal forstå filmen, skal man nok være mindst omkring otte år.