Egentlig er der ikke noget nyt i, at køer går rundt på to ben og taler. Nu er der så også skabt et sæt festlige ko-kopier til en animationsfilm, som i den grad formår at sætte fut i farmen. For når bondemanden er gået til køjs, bliver laden fikset om til en bedre beværtning med både livebands, rodeotyr og riverdance. Det er stor underholdning med sans for skægge detaljer.

Men alvoren sniger sig hurtigt ind i det bindegale bondegårdsliv. For prærieulvene truer, og en dag kan overkoen Ben ikke længere forsvare dyreflokken, hvorfor sønnen (og hovedpersonen/-koen) Otis må lægge løjerne på hylden og lære at tage ansvar ud fra mantraet ’En stærk mand slås for sig selv, en endnu stærkere mand slås for andre’. Den pointe kan selv små børn forstå, selvom min femårige med-anmelder mente ’at filmen var sjov, men de snakkede for meget’.

Har en tyr patter?
’Koslænget’ rammer klarest, når dyrene driller mennesker eller kejter ned ad bakkerne i vild stil filmet med svimlende panoreringer, mens fællesmøderne i laden rigtignok er snak, der i sin humor mest henvender sig til store børn og voksne. Visse amerikanske kritikere har således fortolket vidt og bredt på ’Koslænget’. Nogle ser den som en allegori på Bush-familien og dennes opgør med terrorister. Nogle ser den som ’feel good’-udgaven af George Orwells ’Animal Farm’, mens andre ser filmen som kønsdiskriminerende, fordi de ledende malkekøer er mandlige.

Om en tyr har patter eller ej, er efter min mening mindre interessant i en komedie for børn, men jeg synes, selve animationen er en anelse for skarp skåret. Det forhindrer ikke ’Koslænget’ i at være pænt underholdende, selvom historien på stort set alle måder er set før.