Flere end 120.000 mennesker har måtte lade livet i en 40 år lang konflikt mellem den filippinske regering og muslimske oprørere (MILF) i den sydlige del af landet.
Men nu er det tilsyneladende slut med urolighederne i landet. De to parter har nemlig indgået en fredsaftale, som blev offentliggjort af præsident Benigno Aquino søndag.
Den længe ventede fredsaftale indeholder en plan om at oprette en ny autonom Bangsamoro-region i den sydlige del af Filippinerne inden udgangen af Aquinos valgperiode i 2016.
Bangsamoro refererer til de muslimske mindretal i landet.
- Denne aftaler skaber en ny politisk enhed, og den fortjener et navn, der symboliserer og ærer de kampe, vores forfædre på Mindanao kæmpede, og som fejrer historien og karakteren af den del af vores nation. Det navn bliver Bangsamoro, sagde præsidenten.
- Denne aftale handler om at hæve os over vores fordomme. Det handler om at skille sig af med den mistillid og snæversynethed, der har plaget indsatsen frem til nu, tilføjede han.
Det muslimske område vil opnå mere politisk og økonomisk magt, herunder iværksættelse af skatter, en større andel i indtægterne fra landets naturressourcer og en mere aktiv rolle i forhold til den indre sikkerhed.
/ritzau/Reuters